Finansielle kriser har betydning for samfundsøkonomien og velfærden. Den seneste finansielle krise var finanskrisen, der udviklede sig til en systemisk krise i efteråret 2008. I løbet af kort tid brød store dele af det globale finansielle system ned og sammen med den usikkerhed, som fulgte efter, bragte krisen betydelige velfærdstab med sig.
Systemiske finansielle kriser må også fremover forventes at indtræffe med mellemrum. For at kunne forebygge eller reducere systemiske finansielle risici, som kan sætte hele eller dele af den økonomiske udvikling under pres, har Det Systemiske Risikoråd fået til opgave at overvåge det finansielle system. Det indebærer både områder, der er reguleret i national eller international ret, og områder, som i mindre grad har været reguleret.

